Dette site er under konstruktion
Gårdenes historie og beliggenhed i Løvel fra 1824
Gårdene Løvel by – Udflyttergårde 1800-1820 -Udstykninger Løvel Søndermark
Før 1824 var alle gårde i Løvel fæstegårde under Godset Sødal, og på nogle af gårdene var der 2 fæstere.
Der var 22 gårde, og de lå samlet om en gade, der gik gennem byen fra kirken i den vestlige ende af gaden ved de store dalstrøg ned mod Skals ådalen og direkte østpå til de åbne vidder mod Vraa.
Gårdene lå side om side omkring gaden, kun afbrudt af små håndværkere og ”Fåers Dam”.
De fleste af gårdene havde en parcel på heden på Løvel Søndermark eller en parcel i Skals å dalen.
Fra 1800 til 1820 byggede nogle af fæsterne nye gårde 1-2 km udenfor byen og blev ene fæstere på gården og fik nye matr.nr.
I september 1824 frikøbte alle fæstebønder i Løvel deres gårde af Madam Tholstrup på Sødal
og de blev selvejergårdmænd.
Som selvejergårdmænd kunne bønderne nu udvide og modernisere, så der blev hurtig trangt omkring Tinggade med kvæg, der skulle trækkes igennem byen, møddingspladser og markredskaber, der skulle køres ud til markerne udenfor byen.
De fleste af gårdene var 3 eller 4 længede og med stråtag, så der var stor brandfare, og de åbne møddingspladser og de mange dyr udgjorde også en sundhedsfare.
Gårdene omkring Tinggade i Løvel by matr. 2a – 15a
Fra 1850 til 1900 tog nogle af gårdejerne konsekvensen af det indeklemte miljø, og igen flyttede nogle deres gård væk fra Tinggade, denne gang kun få hundrede meter, ud hvor markerne var.
Vi har samlet historierne om de 14 gårde, der i 1824 lå omkring Tinggade. med deres ejere, familier, udstykninger og fotos, – og frem til i dag. Nogle få af gårdene kan følges endnu længere tilbage.
På matr. 1a lå byens første skole, det er i dag Mindelunden for Løvel Valgkreds.
Samtidig begyndte man at udstykke heden på Løvel Søndermark, etablere nye bosætninger og opdyrke heden.
Den struktur, der var omkring gaden i 1824, er i dag stort set den samme. I dag hedder gaden Tinggade, og imellem gårdene er opstået handlende, håndværkere og nye beboelser.
Siden 1960 er det gået stærkt tilbage for de gamle gårde, de fleste gårde er nedlagt og jorden er solgt fra, mange udbygninger er fjernet og nogle enkelte af gårdene er helt forsvundet.
Men nogle af de gamle stuehuse er gået ind i en ny æra og fremstår i dag i en moderniseret, smuk udgave.
Redaktør: Jonna Bach, Lokalhistorisk gruppe i Løvel. email: jonnabach@gmail.com
Ændringer/forslag til siden,(design) kontakt Leo (Arkivets webmaster) email: web@tjelearkivet.dk